Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Anmeldelse: Aldriglandet eksisterer altid

En pragtfuld fantasiverden åbner sig, når Teatret Møllen i Haderslev fortæller historien om Peter Pan - og samtidigt vender den på hovedet

Af Gæsteanmelder Carl Skøtt

Wendy gør, hvad hun kan for at få Peter Pan til at modnes sammen med hende, men det er skønne spildte kræfter. Kun teenagepigen bliver mere voksen, mens Peter Pan forbliver den legesyge dreng, der trives bedst blandt forældreløse børn, feer, sørøvere og krokodiller på Ønskeøen - anden stjerne til højre!

Teatret Møllen når frem til en smuk morale i eventyrspillet om Peter Pan: Alle børn bliver voksne - undtagen Peter Pan. Billedligt talt står han som eksponent for den fantasi, der ikke kun er børns, men også voksnes.

Aldriglandet eksisterer altid.

Så til fantasiløse voksne: Bliv væk fra forestillingen Aldriglandet på Teatret Møllen i Haderslev. I får alligevel ikke noget ud af stykket.

Møllen præsenterer Aldriglandet som en mellemting mellem fortælleteater og spillet teater. Handlingen skrider frem via fortællingerne og afbrydes ustandseligt af de fantastiske eventyr, som Peter Pan, Wendy, Klokkeblomst, Kaptajn Klo og alle de andre oplever.

Klokkeblomst er en lysplet og en klokke, krokodillen en skygge med drabelige kæber og flyveturen fra hjemmet til Ønskeøen foregår på låget af en affaldscontainer.

Fægtekampen mellem Wendy og Kaptajn Klo foregår med trommestikker, det altid åbne vindue i hjemmet er låget på containeren, de hjemløses og de forældreløses hjem beskyttes af et iturevet sejldug, der også er sørøverskibets sejl - osv. Alt går op i en fantasifuld helhed.

Og så er det Wendy og ikke Peter Pan, der er hovedfiguren, en fremragende, dristig og vellykket drejning på den originale historie fra 1902.

Som så ofte før på Møllen er det ensemblespillet, der er drivkraften, så vel er der hovedpersoner, men ingen hovedroller. Alle fem medvirkende er konstant aktive på scenen i et eventyrunivers, der kranses smukt ind af musik formidlet af et musikalsk femkløver.

På scenen står Møllens egne Klaus Andersen og Connie Tronbjerg samt Thomas Jacob Clausen, Sara Line Møller Olsen og Pete Livingstone. Sidstnævnte har også komponeret musikken, Møllens Ole Sørensen er instruktør, Pernille Just debuterer overbevisende som scenograf, og Brian Wind-Hansen har dramatiseret den gamle historie, der oprindelig udsprang fra den engelske middelklasse, men i Møllens udgave udspringer fra gadens hjemløses usle logi.

Et smukt eventyr, flot spillet i et brutalt miljø, hvor gode tanker er nok til at få forunderlige ting til at ske.

Publiceret: 09. December 2016 12:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Haderslev

ANNONCER
Se flere