"Michael fik til partjekket at vide, at han skulle være proaktiv i forhold til at være kurtiserende og være mere romantisk, og jeg fik at vide, at jeg skulle prøve at skrue ned for hidsigheden. Jeg tror, at vi følger de klassiske kønsrollemønstre og ikke er så anderledes end andre par på de områder," siger Camilla Schmidt. Foto: Kristian Brasen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Bør du sende dit parforhold til tjek?

Halvdelen af alle danske ægteskaber går i opløsning, og januar er højsæson for skilsmisser. Et forskningsprojekt har kigget på, hvilke udfordringer nutidens par har, og hvilken effekt det har at sende parforholdet til tjek en gang om året

Af Maren Urban Swart
samliv På en skala fra 'slet ikke' til 'fuldstændig' i hvilken grad har dit forhold så levet op til de forventninger, du havde til det i starten? Og tror du, at din partner vil give jeres forhold en grøn, gul eller rød smiley?

Det er nogle af de spørgsmål, som 233 par har skullet besvare i forskningsprojektet 'Par-tjek', som Aarhus Universitet og Center for Familieudvikling står bag.

"Undersøgelser viser, at 93 procent af de danske par aldrig søger parterapi, men at halvdelen af alle danske ægteskaber går i opløsning," fortæller psykolog og afdelingsleder på Center for Familieudvikling Mattias Stølen Due.

Formålet med projektet har derfor været at undersøge, hvilken effekt det har på kvaliteten af parfoldet og dets overlevelsesmuligheder, hvis man årligt sender det til et tjek, forklarer Mattias Stølen Due.

"Jeg er ikke terapifanatiker, jeg kan bare konstatere, at mange har det svært i deres relationer. Mange af de par, der søger hjælp, kommer ofte først, seks år efter at et problem er opstået. Vi psykologer har lange uddannelser, men vi er ikke tryllekunstnere, så det er meget svært at ændre på noget, hvis folk i mange år har haft det svært."

Spejl dig i andre

Et af de par, der har deltaget i projektet, der har kørt fra 2012 til 2016, er 28-årige Camilla Schmidt og hendes kæreste, Michael de Blanck, der har været sammen i 10 år og har to børn på henholdsvis 2 og 5 år. Parret havde, hvad de definerer som hverdagsproblemer, hvor irritationen over en glemt flyverdragt kunne ende i et skænderi, da de meldte sig til projektet. Men selvom de ikke havde nogen kriser, var de lidt bekymrede for, hvad resultatet af deres svar ville vise.

"Vi talte om, at det også var en chance for, at vi ville gå derfra med en viden om, at vi slet ikke var det samme sted," fortæller Camilla.

Men så slemt var det langtfra. Der var ingen af områderne i forholdet, som var virkelig problematiske, men der var nogle punkter, hvor de skulle oppe sig lidt.

"Det var fint at få at vide, hvor det halter, og rart at se, at vi på andre områder har det bedre end andre. Det giver én en følelse af, at det sgu går meget godt," siger Michael.

Det er Camilla enig i.

"Man kan let stirre sig blind på alle de negative ting og glemme de positive og tro, at græsset er grønnere på den anden side. Det hjælper at kunne spejle sig i andres forhold og at finde ud af, at man ikke er så forskellig fra andre."

At skifte ud

At vi har en tendens til at tro, at græsset er grønnere på den anden side, skyldes ifølge Mattias Stølen Due, at den materialistiske og kommercielle verden, som vi lever i, påvirker vores forhold.

"Vi bliver konstant fordret med en idé om, at vi skal købe n ye ting og udskifte det, vi har, for at blive lykkeligere. Det er naivt at forestille sig, at den tankegang ikke smitter af på vores relationer," fortæller han.

Projektet viser, at de to bekymringer, som folk nævner mest, er manglende kvalitetstid med hinanden og udfordringer i sexlivet, men den tematik, som parterapeuterne har arbejdet mest med, er parrenes samspilsmønster, forklarer Mattias Stølen Due.

"Det er som regel dynamikken eller kommunikationen, der er problemet – ikke ens partner," siger han.

Og det har en effekt at sende parforholdet til et årligt tjek. Forskningsprojektet viser nemlig, at et partjek holder forholdet ved lige, ligesom et årligt tandlægetjek kontrollerer mundhygiejnen," forklarer Tea Trillingsgaard, ph.d. og lektor i udviklingspsykologi på Aarhus Universitet.

"Resultatet viser, at de par, der fik et partjek, blev signifikant mere tilfredse med forholdet sammenlignet med dem i kontrolgruppen. Partjekket gav desuden et systematisk boost til parrenes oplevelse af nærhed og intimitet. Altsammen ting, som kan have afgørende betydning for risikoen for, om man senere bliver skilt," fortæller hun.

Tea Trillingsgaard håber, at resultaterne kan være med til at skabe inspiration til en ny model at tænke parterapi på.

"Idéen med partjek er at få folk til at betragte parrådgivning som noget, man ikke kun skal have, hvis man er på skilsmissens rand, men noget, man kan vælge til, når man har brug for at stoppe op og hente ny inspiration til sit parforhold. lidt som folk bruger en privattræner i fitnesscentret eller en coach på arbejdet, der hjælper og motiverer en til at vedligeholde ens fysik eller kompetencer," forklarer hun.

Tag det ikke for givet

Partjekket har tydeligt haft en effekt hos Camilla og Michael. De har lært at stoppe op og snakke om tingene på en mere konstruktiv måde i stedet for at bruge en diskussion om en glemt flyverdragt som en ventil for at komme af med en masse kritik.

Efter at de har deltaget i projektet har de derfor valgt at fortsætte med at sende deres forhold til tjek en gang om året for egen regning.

"Vi er begge to studerende, men har prioriteret at bruge penge på det her. Jeg tror, at det har givet os nogle redskaber, og at vi bliver ekstra opmærksomme på, at ens forhold er en seriøs ting, man ikke bare skal tage for givet," forklarer Camilla.

"Ja, selvom vi har det fint, er det rart at få taget temperaturen og få bekræftet, at det går godt," siger Michael.

mas@sondagsavisen.dk

De blev tjekket

Halvdelen af parrene, der deltog, udfyldte et spørgeskema, som afdækkede forskellige områder af forholdet, mens den anden halvdel i tillæg fik samtaler med en partjek-vejleder, hvor man snakkede om, hvad svarene viste om styrker og udfordringer i forholdet, og hvad man eventuelt skulle bruge den viden til.

Fokusgruppen var par med børn under 18 år, fordi det er den gruppe, hvor der står mest på spil, hvis forholdet opløses.

Du kan selv tage et online-partjek på Par-tjek.dk.

Publiceret: 07. Januar 2017 01:12
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Haderslev

Annonce
ANNONCER
Se flere