Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nytårskur: Se borgmesterens tale her

Torsdag var der nytårskur med 300 deltagere på VUC. Se hvad borgmesteren sagde ved kuren her

Her er borgmester H.P. Geils tale:

Velkommen Nytår og Velkommen herhid.

På vegne af Haderslev Kommune og Haderslev Erhvervsråd er det mig en stor glæde at byde velkommen til årets nytårskur 2017 her på VUC - med rekorddeltagelse på 300.

Traditionen tro vil jeg tillade mig at give et tilbageblik over året, der gik. Hvad vi nåede og ikke nåede, og som dronningen sagde i sin nytårstale: problemer forvinder ikke ved at vi skriver et nyt årstal.

Vi nåede faktisk mange ting i 2016.

Vi havde 12.000 deltagere til årets Lysfest den 4. maj, med royal hovedtaler i form af HKH Prins Joachim samt et tankevækkende lysshow med fokus på flygtningesituationen og venskabet mellem to drenge.

Og netop flygtningesituationen i Europa blev også synligt i Haderslev. Vi husede faktisk 1400 flygtninge på den tidligere Sommersted Efterskole, Beredskabs Centeret på Vilstrupvej samt på Sygehuset.

En stor tak til alle der hjalp både professionelt (Røde Kors, Politi, og beredskab, Jammerbugt Kommune) og til alle de frivillige, der mødte frem og gjorde hverdagen bedre for asylsøgerene. På nær en lille håndfuld, som blev flyttet fra Helsingør til Haderslev med deraf følgende mediebegivenhed, så forløb det godt.

Det har skabt beskæftigelse til lokale håndværkere og job til ansatte i kortere og længere perioder.

Og jeg kan oplyse, at der er 68 tilbage på sygehuset i pr. 3. januar.

Danish Airshow på Flyvestationen Skrydstrup med 150.000 deltagere, Danmarks største enkeltdagsbegivenhed, hvor et fortrinligt samarbejde mellem alle myndigheder, der var involveret gjorde, at alle kunne komme til og fra arrangementet uden store problemer.

DM i Gocart med 7000 besøgende blev afviklet på en ny og spændende måde med tilskud fra kommunens eventpulje og med transmission på storskærm. Arrangementet er indstillet til årets sportsbegivenhed til Idrætsgalla i Herning på lørdag.

Vandfestival i Årøsund med 4000 deltagere i kanonvejr og et sammenhold på en ny måde i den østligste del af kommunen.

Verdens største Stafet for livet med over 8000 deltagere blev afviklet for tredje gang i Damparken uden bøvl, politiopbud eller bombehunde, men med stort engagement af de mange hundrede frivillige og med hjertevarme, og et resultat på 1.7 millioner kroner i bidrag.

Knæk Cancer på Gravene med direkte transmission i TV2 og med en fantastisk opbakning fra butikkerne i Gram ,Vojens og Haderslev.

Lyserød Lørdag, Jazzfestival 25 år, Original og Farmers marked.

Hjertegaven samlede et rekordbeløb, der kunne uddeles til værdig trængende.

Tak til alle der har stået bag disse arrangementer og i særdeleshed til alle dem, der har støttet med bidrag.

I Haderslev Kommune leveres både hjertevarme og hjerteblod, og vi kan stå sammen om at gøre en forskel.

Hvad skete der ellers:

Danmarkshistoriens største enkeltinvestering i 27 nye F35 kampfly, blev fulgt nøje af byrådet, og vi brugte alle kanaler, herunder Kasernens Venner, politiske repræsentanter fra alle partier, skiftende forsvarsministre og vores eget nedsatte Kampflykontor til at påvirke beslutningen om, at Skrydstrup skulle være den fremtidige base for de nye Fly. Det er lykkedes til fulde, og det er nu indskrevet i forsvarsforliget, at basen for Natos foretrukne, kampstyrke er og bliver Fighter Wing i Skrydstrup.

Dermed bevares kommunes største arbejdsplads med små 1000 ansatte de næste 30 år.

Lige for enden af startbanen, blev Danmarks største biogasanlæg indviet efter syv års forberedelse, en investering på 250 millioner, og som nu gør luften renere over Haderslev. En flot indsats af private landmænd, hjulpet af landboforeningen og med svensk know-how og tysk kapital, står som et flot miljømæssigt tiltag, som tiltrækker gæster fra ind og udland.

Vores medlemskab af Trekantomraadet er på vej op i omdrejninger, og vi afviklede vores første kulturuge i trekantregi i august.

Og vi er med i Danmarks Produktionscentrum inden for stålindustrien, og som vi forventer os meget af i løbet af 2017.

Og sportslig succes blev selvfølgelig leveret af SønderjyskE med en flot andenplads i Superligaen, og med en sejr på udebane i Brøndby på 2-1 den dag, måtte de fleste borgere lige knibe sig i armen og tænke: drømmer jeg, eller er jeg vågen.

Det blev så til to kampe i Europa League, hvor vi måtte forlægge transmission af kampen her til VUC på storskærm, men hvor begejstring og stemningen var helt i top - også udenfor stadion.

Og 4000 tog en flot afsked med Jakob Michelsen på SE Arena.

Maja Alm, Laila Brummer, Patrik Mathiesen, Janne Frimodt, Lars Lomholdt, Anna Kasprzak og Jakob Barsøe har alle været med til at fremhæve Haderslev med deres præstationer indenfor hver deres sportsgren.

Hvad bringer så 2017.

Ja pr. 1 januar havde vi 10 års jubilæum med vores nye struktur bestående af Gram,Vojens, Haderslev og 4 sogne, som den nye kommune, borgerne lige skulle vænne sig til.

Og jeg siger som statsministeren i sin nytårstale: alting var ikke bedre før i tiden, jo, man kan altid finde noget, men det man skal tænke på er: hvad var alternativet? Vi var for små til at overleve selvstændigt, men sammen er Haderslev med den nuværende konstruktion en særdels robust kommune med forskellige kulturer, men som vi langsomt men sikkert får til at spille bedre sammen på mange måder.

Centerbyerne Gram og Vojens arbejder med deres visioner og ideer på at udvikle deres byer, men som en del af storkommunen. Godt hjulpet på vej af de kr. 3,5 mio. som byrådet i enighed har bevilget i 2016-17 til at komme med ideer.

Ligesom 27 lokalbyer har sagt ja til at foretage borgerbudgettering på den bedste demokratiske vis ved at stemme om, hvordan de vil bruge kr. 1,5 mio. på at udvikle deres lokalbyer med hver sine styrker.

Vi har fra byrådet stillet den ene betingelse, at de skal afgøre, hvad de vil bruge pengene til i enighed, derefter frigiver vi pengene.

Dermed har vi taget hensyn til, at halvdelen af borgerne i Haderslev bor i landdistrikterne, og at det er vigtigt, at de ikke føler sig glemt i en storkommune. Det har været en succes og den fortsætter vi med i 2017.

Også årets landsby præmieres hvert år, sidste år var det Over Jerstal.

I Haderslev by, er det Jomfrustiprojektet, der i samarbejde, med Provas nu via en arkitektkonkurrence, har skabet et grundlag for at udfærdige en masterplan, som skal være færdig til juni i år, og som skal danne grundlaget for en ny byudvikling på 25 hektar. Visionen er at forbinde den gamle bydel og butikslivet med havneområdet, som jo allerede har været med til at give Haderslev en ny udvikling, og samtidigt afhjælpe klimaproblemer med øget nedbør.

Tak til alle der har været med i processen fra den startede og til offentliggørelsen af vinderprojektet, og til alle dem, der kommer til at give deres besyv med i fremtiden i et projekt, der kan variere fra 30 mio. til 100 mio., alt afhængig af hvordan private investorer også involverer sig i projektet. En ting kan jeg godt afsløre, og det er, at interessen er stor allerede nu.

En anden stor ting som kan få indflydelse på udvikling af Haderslev Kommune, er at et stort flertal i folketinget vedtog, at ændre planloven. Jeg forventer, at den bliver liberaliseret og gjort mere fleksibel, så byrådet kan få større indflydelse på, hvordan vi mener kommunen kan udvikle sig indenfor de snævre rammer, der er i dag med kystbeskyttelseslinjer, det åbne land, udvikling af landsbyer og byggerier i det hele taget. Ændringerne trådte jo i kraft pr. 1. januar, men bliver nok først effektivt i juni i år.

Dette sammenholdt med at seks månedersreglen indenfor hushandel samt fleksible rådighedsbeløb, gør at der atter kan sælges huse i landdistrikterne, og vi er jo så heldige, at formanden for ejendomsmæglerne i Danmark, Torben Strøm, kan bekræfte, at markedet er på vej i den rigtige retning.

Og med private investores tiltag, bl.a. Torben Arrevad, Jørgen Frank Jensen, Oluf Dall samt Å Huse gives der borgerne valgmuligheder for, om de ønsker at bo i en kommunal udstykning eller privat. Uanset hvad, så kan man vælge i Haderslev Kommune.

Vi udstykker i Starup med 40 huse, vi udstykker ved Golfbanen, der er solgt 33 byggegrunde i Fole, Vojens og Marstrup allerede.

Og på erhvervsdelen har vi solgt 41000 m2 jord i Hammelev til et firma fra Christiansfeld, hvor der skal opføres en logistikbygning til køle og frostvarer samt 23000 m2. i Vojens til Kudsk og Nissum.

I den kommunale verden bliver første spadestik her den 26. februar taget til det nye sundhedshus til 75 millioner på Clausensvej, som vi opfører i samarbejde med Regionen, og som giver borgerne i Haderslev et godt tilbud i nærområdet.

Vi opfører et motorikcenter og daginstitution og bibliotek i Gram til små 38 mio.

Vi etablerer Supercykelstier i Haderslev by, hvor vi anvender Banestien, så man kan køre fra Skrydstrup til havnen og via Fjelstrupvej helt til Risager på cykelsti.

Og det må vække samme glæde, som da vi indviede cykelstien fra Starup til Øsby og fra Vedsted til Over Jerstal sidste år.

Vi ændrer krydset ved Chr. X. Vej ud til Omfartsvejen til en ny, sikker rundkørsel, så vi undgå en sort plet.

Vi kommer til i samarbejde med skolebestyrelsen, lærere og andre interessenter at færdiggøre projektering af den ny skole i Sydbyen her i før sommeren i år, så den kan sendes i udbud i løbet af 2017 og 2018 til små 100 mio.

Provas går i gang med en ny genbrugsplads på Knavvej, så vi i den østlige del af kommunen kan få en moderne og fremtidssikret plads.

Der er sat 10 mio. af til forsat udbygning af Sydbank Park over de næste to år, så vi i samarbejde med SønderjyskE og evt. andre investorer kan give et kommende Superligapublikum nogle gode rammer, og så vi kan fortsætte publikumstilstrømningen og den gode opbakning, der er til de lyseblå.

Vi har nedsat en gruppe, vi kalder Kampflykontoret og som med fuld politisk opbakning fra byrådet, har sat ressourcer af til at forfølge en ide om udvikling af den militære del på Skrydstrup med flyvedligeholdelse til også at kunne omfatte den civile del.

Forsvarets materiel og indkøbsstyrelse kommer sammen med Forsvarsministeriets kampflykontor til Skrydstrup i år, for at forberede de nye f 35 flys ankomst og foretage beregninger på ombygning til en pris af små 400 mio., som skal frigives af finansudvalget sidst på året.

De nye fly vil medføre ledige bygninger, og med de 350 hektar, som Fighter Wing Skrydstrup råder over, giver det plads til nye muligheder indenfor hegnet.

Vi har rejst rundt til de vigtigste partnere indenfor luftfartsindustrien, og vi har mødt stor velvilje fra Forsvarministeriet, hos alle de forsvarsmæssige institutioner, hos private udbydere, Dansk Industri samt Region Syddanmark, da vi jo er den eneste militære lufthavn i regionen.

Vi følger med i, hvad der sker med de øvrige militære institutioner som følge af forsvarsbudget, så sover vi med støvlerne på, når der skal laves nyt forsvarsforlig i 2017.

Jeg modtager personligt sammen med Æreshertugerne de nye menige HMU fra både Kasernen og Beredskabet, og det er en fornøjelse mødes med små 100 unge mennesker to gange om året. Det understreger yderligere det fortrinlige samarbejde, vi har med Haderslev Kaserne næsten dagligt, men naturligvis især ved de militære mindedage 9. april, 4. maj og 11. november.

Af øvrige store anlægsinvesteringer, som kommunen indirekte er involveret i, kan nævnes ombygning af Brombærvej på Skovvænget i Sydbyen ejet af Domea til 450 mio.,

Boligselkabet af 1943 i Vojens kommer med et projekt til 104 millioner.

Kort og godt det er mit klare indtryk, at hvis håndværkerne ikke havde travlt i 2016, så får de det i 2017.

Og udviklingen i kommunen, kører stadig på højtryk, og det er derfor glædelig er, at Hans Chr. Schmidt nåede at få sat et stort fingeraftryk på regeringsgrundlaget ved at få indskrevet, at den nye Hærvejsmotorvej eller vækstmotorvejen, som den også hedder, skal lande i Haderslev, og at der samtidigt hermed er afsat 40 millioner til miljøundersøgelser, som jo er en forudsætning for projektets gennemførelse. Byrådet har nedsat et særligt såkaldt 17.4 udvalg til at følge op på projektet.

Også i 2017 vil der være et højt aktivitetsniveau,

500 året for reformationen fejres med et flot program og forhåbentligt med royal deltagelse og Luther lagkage, vin og øl.

På udbetaling Danmark er der det sidste år, skabt 100 nye jobs og pr. 1. april kommer der 30 nye stillinger, som vi laver et velkomst arrangement for, så de får det bedste indtryk af kommunen.

Der kommer en ny aktivitet i den tidligere psykologiafdeling på sygehuset, og da sygehuset bliver ledigt fra foråret, kan Freja Ejendomme, der ejer sygehuset, få frie hænder til at finde anden anvendelse, måske en politiskole.

Turismen er i vækst, og med det samarbejde, vi har med Destination Sønderjylland, vil vi forhåbentligt kunne høste gevinsten af den store fælles markedsføring af Haderslev i Tyskland og Holland, og de lokale turister kan betjenes fra foråret i en helt ny, ombygget Bispen.

Og jeg håber det nye turisttiltag med at få bygget en Dambåd, må lykkes her i foråret. Haderslev Kommune har givet en garanti forlods, og vi kan måske hjælpe lidt mere, hvis I som erhvervsliv også hjælper til.

Uddannelsesbyen har vi sat 900.000 af til i år og give et skub, så vi kan markedsføre og synliggøre, at der faktisk går små 5000 elever på vores uddannelsesinstitutioner, plus 3000 på fjernundervisning på VUC.

Dansk Industri har håndplukket Haderslev, sammen med Rebild, Odder og Middelfart for at undersøge, hvad vi har gjort specielt for at forbedre den lokale erhvervsindsats, og det er jeg da stolt af.

For i samarbejde med Haderslev Erhvervsråd har vi jo forbedret os. Vi er rykket til den bedste tredjedel i DI"s årlige analyse, og vi arbejder hver dag på at forbedre os. Jeg tør godt vove den påstand, at det er i forhold til dem, der er i kontakt med kommunen som fx håndværkere, leverandører og privat personer, at vi er blevet meget mere serviceminded de sidste tre år.

I forhold til landbruget glæder jeg mig over, at priser på deres varer og produkter er stigende, så de atter kan få sorte tal på bundlinjen og igen investere i produktionsapparatet til gavn for beskæftigelsen i følgeerhvervet, som i dag udgør 12 % af arbejdspladserne i Haderslev.

Og netop i forhold til rekruttering og arbejdspladser har vi via et samarbejde med Jobcentrene i Trekantområdet og i Sønderjylland, intensiveret indsatsen, så snævre kommunegrænser ikke er en hindring for, at en virksomhed i Haderslev kan skaffe arbejdskraft. Sidder den rigtige medarbejder i Sønderborg eller i Vejle, så skaffer vi vedkommende.

Vi er jo under landsgennemsnittet i forhold til arbejdsløshed, og derfor appellerer jeg til jer virksomheder, at hvis vi sammen opkvalificerer de ledige, vi har på vores hylder, så hjælper vi hinanden. Det kræver blot lidt tålmodighed, da de ikke alle sammen er lige arbejdsmarkedsparate, men jo bedre vi er til at være i dialog med hinanden om jeres behov, jo større er chancerne for varig beskæftigelse for den enkelte borger.

Så tag godt imod vores virksomhedskonsulenter fra Jobcenteret, i kommer antageligt til at mangle arbejdskraft indenfor de næste fem år, hvis jeg tolker den spirende optimisme, der er i Danmark og internationalt, hvis ikke Trump skyder alt ned, når han tager over den 11 januar.

Vi har etableret et Team til samarbejde mellem folkeskolen og erhvervslivet, så I allerede der kan så et frø til kommende medarbejdere. I kan fx adoptere en skole eller en klasse, så eleverne får indblik i lokale jobmuligheder.

Vi afholder en Demokratikonference 28. januar i disse lokaler, hvor man kan se ind i motorrummet på en kommune, og få inspiration, hvis man ønsker at stille op til kommune- og regionsrådsvalget.

Og selv om det i år er valgår, så kan jeg garantere for, at jeg står på mål for, at vi i kommunen i enighed er parate til sammen med Haderslev Erhvervsråd nu at gå i offensiven og markedsføre Haderslev Kommune og erhvervslivet. Vi kan stå inde for, at tingene fungerer, og derfor skal vi politisk i januar, tage stilling til et markedsføringsoplæg med titlen Heltemod og Hjerteblod.

Det er fortællingen om, alle de hverdagens helte, der sørger for, at samfundet fungerer: fra hjemmehjælpen og skraldemanden til de helte på fodboldbanen og isen, og i mange andre sportsgrene, gør os alle stolte og glade. Det er fortællingen om alle de mennesker der professionelt og frivilligt giver deres Hjerteblod for, at andre kan få det bedre. En fortælling, der styrker fælleskabet indadtil, men også kan bruges til markedsføring udadtil til tilflyttere, turister med flere.

Det er den gode historie, der skal fortælles om Haderslev, som jeg føler vi er klar til at fortælle nu, og som jeg tror alle, der bor her vil være gode ambassadører til at fortælle videre.

Med dette håb, siger jeg tak til alle der gjort en indsats i 2016 for at Haderslev kommune er det gode eksempel på samarbejde og dialog, og som der vil blive lagt mærke til også i 2017.

Og til sidst, vil jeg bringe en stor tak til Beredskabet, det statslige,Ingeniørtropperne,Brand og Redning Sønderjylland,Driftsafdelingen,Hjemmeværnet,kommunikationsafdelingen ,Line og 13o elever fra Vojens Gymnastik og efterskole, der mødte ind i går for at transportere 16ooo sandsække og dermed undgik vi katastrofen for mange sommerhusejere langs vore kyster.

Godt nytår og skål.

H.P. Geil

Borgmester

Publiceret: 10. Januar 2017 06:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Haderslev

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt