Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Politi: “Vi nærmer os normaltilstanden”

Stigende bekymring efter vold i gaderne: HER inviterede erhvervsdrivende til dialogmøde sammen med politiet

“I stedet for at vi bliver et kor af bekymrede, har vi valgt at tage hånd om sagen og inviteret til dette dialogmøde. “

Sådan sagde næstformand i Haderslev Erhvervsråd (HER, red.) Rico Rømer Soos i forbindelse med sidste uges dialogmøde, som HER i samarbejde med politiet havde inviteret alle butikker, restaurationer og erhverv i bymidten til. Her var der rig mulighed for at få sine spørgsmål besvaret.

Den stigende usikkerhed i Haderslev har medført bekymring hos både de lokale og de erhvervsdrivende, og politiet har allerede øget indsatsen med hundepatruljer og midlertidig videoovervågning, hvilket har været med til at skabe ro. På mødet kunne politiet desuden løfte sløret for flere indsatser, som har givet gode resultater.

“Vi tager det her meget alvorligt og er ikke bare involveret lokalt, men med kræfter fra hele kredsen. Politikredsens samlede ressourcer er sat ind i denne sag, og vi opererer bredt. Det vil sige, at vi både sender meget erfarne kræfter fra blandt andet drabsafdelingen og fra færdselspolitiet,” sagde politidirektør i Syd- og Sønderjyllands Politikreds Jørgen Meyer, som var ledsaget af chefpolitiinspektør Thomas Prip og Jacob Ulvedal fra Haderslev Lokalpoliti.

“Vi ved, at der er tale om en samling af 20-25 utilpassede unge her fra byen, nogen gange med forstærkning udefra. Helt konkret kan vi fortælle, at vi har anholdt to personer i sagen i går, udover de otte, som allerede sidder varetægtsfængslet i sagen. Vi vil formentlig se flere fængslet. Så overordnet set har vi fat i en væsentlig del af den gruppe, som har begået kriminalitet her i byen. Målet er at komme tilbage til en normal situation, og vi er allerede godt på vej,” tilføjede Jørgen Meyer, som også havde en bøn til de erhvervsdrivende.

“Det er vigtigt at borgere og erhvervsfolk bistår politiet med alt det de kan. Man skal ikke selv tage hånd om sagen eller vurdere, om noget er vigtigt, men aflevere informationer eller eventuelle billeder til politiet.”

Publiceret: 31. Maj 2017 08:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Haderslev

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere