Kommunalvalg 2017
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Populisme skaber ikke resultater

Henrik Rønnow, Byrådsmedlem for Socialdemokraterne - Haderslev Kommune, Søvejen 9, Vedbøl, 6500 Vojens.

Jeg bliver både vred og skuffet, når jeg læser den kritik, som Dansk Folkepartis lokalformand Jon Krongaard retter mod stort set hele byrådet i Haderslev Kommune.

En kritik af at politikerne på byrådsmødet den 2. maj stemte imod et medlemsinitiativ fra DF om videoovervågning i Nørregade. Et medlemsinitiativ der iflg. lokalformanden kunne have sikret Haderslev videoovervågning.

I flg. medlemsinitiativet skulle byrådet pålægge justitsministeren at ændre lovgivningen, således at Haderslev Kommune kunne få lov til at etablere videoovervågning. 

En sådan henvendelse til ministeren ville ingen effekt have - bortset fra at Haderslev Kommune ville blive til grin. For det første kan et byråd ikke pålægge en minister noget, og for det andet er det ikke ministeren, der laver lovgivningen, det gør Folketinget. Absurditeten i medlemsinitiativet blev klart udstillet ved, at end ikke hele Dansk Folkepartis egen byrådsgruppe kunne stemme for medlemsinitiativet. Juliane Hauritz havde tilsyneladende gennemskuet, at medlemsinitiativet ikke havde gang på jord. Hun undlod at stemme for forslaget fra sin egen gruppeformand. 

Meget tyder på, at DF med medlemsinitiativet og den efterfølgende pressemeddelelse kun har tænkt på een ting: Valgkamp.

Helt ærligt - Uroen i Haderslev er ganske enkelt for alvorlig til politisk plattenslageri!

Jeg vil gerne opfordre DF til at lægge populismen på hylden og i stedet indgå i et reelt samarbejde om at løse problemerne. Fra socialdemokratisk side vil vi gerne være med til at undersøge muligheden for at søge en dispensation fra den gældende lovgivning. En dispensation til at opsætte videokameraer på et afgrænset området i Nørregade.

 

Publiceret: 29. Maj 2017 14:56
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Haderslev

ANNONCER
Se flere