De danske forbrugere vil fortsat opleve, at discountkæderne kæmper hårdt om kunderne. Foto: Scanpix
De danske forbrugere vil fortsat opleve, at discountkæderne kæmper hårdt om kunderne. Foto: Scanpix
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Priskrig fortsætter trods Kiwi-farvel

Lukningen af Kiwi kan skærpe konkurrencen på discountmarkedet, vurderer ekspert. “Det her viser tydeligt, at det er alvor”

Af Niels Philip Kjeldsen
npk@sondagsavisen.dk
Discountmarkedet i Danmark

Netto 455 butikker
Fakta 406 butikker
Rema 1000 280 butikker
Aldi 230 butikker
Lidl 98 butikker
Kiwi 103 butikker
(som nu lukkes) 
Kilde: Finans.dk

Da Kiwi 28. april noget overraskende meldte ud, at de lukker deres 103 butikker i Danmark, bukkede kæden endegyldigt under for en lang og opslidende priskrig på det danske discountmarked.

Kiwis farvel betyder, at antallet af discountkæder i Danmark falder fra seks til fem. Men det vil ikke betyde, at priskrigen stopper, eller at nogen af de tilbageværende kæder træder på bremsen, vurderer eksperter.

“Kiwis farvel får ikke de resterende kæder til at slappe af eller ånde lettet op. Priskonkurrencen vil fortsætte. De danske forbrugere vil opleve, at de her kæder bliver ved med at kæmpe om at have mindst lige så lave priser som konkurrenterne,” vurderer Bruno Christensen, der har beskæftiget sig med dansk detailhandel i fire årtier.

Ifølge Flemming Birch, ekspert i detailhandel og partner i Birch og Birch consumertrends, kan Kiwis lukning sågar være et wakeupcall for Netto, Rema 1000, Aldi, Lidl og Fakta.

“Viser, at det er alvor”

“Det kan sagtens skærpe konkurrencen, for det her viser tydeligt, at det er alvor. Det er vigtigt at være markedsledende på et område, og det var Kiwi ikke. De havde ikke noget, hvor de kunne sige: 'Det her er vi bedst til', og det led de under. Det er en påmindelse til de andre kæder om, at man ikke kan slappe af i det her marked,” siger Flemming Birch, der også tror, at priskonkurrencen vil fortsætte ufortrødent:

“De tilbageværende kæder er i forvejen i så hård konkurrence med hinanden, at det her ikke vil give noget luft eller nogen mulighed for at læne sig tilbage. Forbrugerne vil opleve den samme priskonkurrence som hidtil.”

Ifølge Dagrofa, der driver Kiwi-kæden i Danmark, vil 30 af de efterladte butikker blive konverteret til Meny- eller Spar-butikker, som Dagrofa også driver.

De resterende lokaler vil enten blive lukket eller overtaget af andre kæder – og her vil det især være Netto og Rema 1000, som kommer til at kæmpe om de bedst placerede butikslokaler, vurderer Flemming Birch.

Konkurrence om Kiwi-kunder

Kampen om at overtage de Kiwi-kunder, der ikke længere har en Kiwi-butik at gå ind i, vil først og fremmest foregå lokalt.

“De forbrugere, som har været vant til at handle discount i Kiwi, vil højst sandsynligt søge ind i den nærmeste discountbutik i stedet. Beliggenheden betyder rigtig meget for, hvor vi handler discount, så det kan være mere eller mindre tilfældigt, om det er Rema 1000, Netto eller Aldi, der får en ny kunde,” forklarer Bruno Christensen.

Enkelte steder vil der dog kunne opstå konkurrence, vurderer Flemming Birch:

“Har der for eksempel ligget en Kiwi, Netto og Fakta op af hinanden i et område, vil der naturligt opstå en lokal konkurrence mellem Netto og Fakta om Kiwi-kunderne. Der vil man nok se butikkerne lave tiltag for at vinde Kiwi-kunderne.”

Publiceret: 13. Maj 2017 11:30
Leveret af Lokalavisen
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Haderslev

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt