Modtagecenteret på Haderslev Sygehus har gjort det rigtig godt, skriver to 'venligboere' i dette indlæg. Arkivfoto
Modtagecenteret på Haderslev Sygehus har gjort det rigtig godt, skriver to 'venligboere' i dette indlæg. Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Venligboere: Modtagecenteret har gjort det godt

Helene Hellesøe Appel og Mathias Christiansen roser modtagecenteret på Haderslev sygehus

Få ting kan dele vandene som når talen går på flygtninge, asylansøgere og asylcentre. Og derfor har reaktionerne da også været forskellige på meddelelsen om at modtagecenteret på Haderslev Sygehus lukker ned i slutningen af januar. To af de, som vil komme til at savne centeret, er Helene Hellesøe Appel og Mathias Christiansen, som kalder sig 'venligboere'. De har sendt denne hilsen til folkene på modtagecenteret:

"Vi har noteret os, at modtagecentret på Haderslev Sygehus lukker senest ved udgangen af januar. Vi vil derfor sige en stor tak til beboere, ansatte og frivillige på centret. I skal have mange tak for at have sat Haderslev på landkortet med en meget positiv historie på en rigtig forfærdelig baggrund. Vi er i hvert fald taknemmelige for, at vi har lært jer at kende.

Vi ved, at der har været intern snak på centret om, at centret ikke har gjort nok for at åbne sig for byen og få vist hvor godt, det er gået. Til det vil vi sige, at I har taget jer af det, der var jeres primære opgave - at skabe ro og tryghed om mennesker, der i den grad havde brug for det. Var man oprigtigt interesseret i centrets succeser, så kunne man bare møde op og være med," skriver de to og fortsætter: 

"Vi er taknemmelige for, at vi måtte møde alle jer, der har været med, beboere, ansatte og frivillige, tak for at vi måtte lære jer at kende. Det er vores opfattelse, at Haderslev generelt ingen problemer har haft med centret. Historierne om ukontrolleret svineri på gangene og utaknemmelige beboere, der klager over maden er stærkt overdrevne. De mennesker, der har haft deres daglige gang på centret, har oplevet lærernemme beboere, der har taget godt imod uddelegeringen af opgaver, såsom rengøring."

Husk på kulturen 

"Vi bør ikke glemme, at beboerne på modtagecentret kommer fra en kultur, der er markant anderledes end den, vi lever efter i Sønderjylland. Som frivillig på centret har jeg flere gange måtte fortælle vore nye medborgere, at de ikke må smide affald på naturområdet omkring det gamle sygehus eller andre steder for den sags skyld. Sådan gør vi ikke i Danmark. Beboerne bliver pinligt berørte. De vil dette land og samler straks deres affald op igen," fortæller Helene Hellesøe Appel, som fortsætter:

"Vi har lært vore nye medborgere mange ting om det samfund, de er kommet til, men vi har lært mindst ligeså meget af dem, ikke mindst om os selv. Hvorfor har vi egentligt så travlt? Der er næsten altid tid til en kop te alligevel, når det kommer til stykket."

Manglende taknemmelighed? 

"Jeg bliver tit stillet overfor påstanden om manglende taknemmelighed fra vore nye medborgere. Jeg må sige, at jeg ikke helt forstår spørgsmålet. Jeg har stort set altid mødt næsten overdreven taknemmelighed, når vi har lavet noget sammen. Det viser sig nu også tit, at dem, der påstår at utaknemmeligheden finder sted, ikke har oplevet den selv," fortæller Mathias Christiansen, som fortsætter:

"Frustrationerne over den harske tone fra få individer i Haderslev har selvfølgelig været til stede. Som Søren, der er frivilligkoordinator på centret, retorisk spurgte i forbindelse med nyheden om lukningen: Hvem skal tage skylden for al den ballade, der finder sted i Haderslev, nu når beboerne bliver flyttet?"

Tabt dankort 

"Imens vi sidder og skriver denne pressemeddelelse, ringer de fra centret. Helene har tabt sit dankort derude. En af centrets beboere har taget cyklen og skyndt sig ind for at aflevere Helenes dankort. Tak for det, Jon," skriver de to og slutter:

"Vi håber, at vi en dag kan leve i et samfund, hvor det bliver normalen at møde en anden kultur med spørgelyst, interesse og – måske mest af alt - mod. Mod til at kigge et fremmed menneske i øjnene og spørge: hvordan har du det? Selv uden modtagecentret på sygehuset så fortsætter vi i hvert fald med at være Venligboere. Vi har stadig fremmede medborgere i Haderslev, der sagtens kan bruge en god ven og nogle venlige råd med på vejen."

Publiceret: 11. Januar 2017 08:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Haderslev

Annonce
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt